Som jeg skrev i et af mine tidligere indlæg, ja så er jeg i gang med at hækle kurve med nogle af mine elever. Vi har lavet en opskrift til en mindre kurv hæklet i zpagetti garn, ca. 15 cm i diameter. Kurvene er hæklet på hæklenål nr. 10, som giver en fasthed der gør at kurven ikke falder sammen. Garnet kan dog variere i tykkelsen hvilket også influerer på størrelsen. Som I kan se på billedet er den koral farvede kurv lidt større end de andre, netop fordi garnet var en anelse tykkere.
Lille hæklet kurv i zpagetti garn - Garnforbrug ca. 200 g zpagetti garn, hæklenål nr. 10
1. Start med at lave to lm og hækl 6 fm i den første m
2. 2 fm i alle masker (12 fm)
3. *1 fm, 2 fm i næste m*. Fortsæt fra *-* omgangen rundt (18 fm)
4. *2 fm, 2 fm i næste m*. Fortsæt fra *-* omgangen rundt (24 fm)
5. *3 fm, 2 fm i næste m*. Fortsæt fra *-* omgangen rundt (30 fm)
6. En omgang fm i bagerste maskeled uden udtag (30 fm)
7.-15. 30 fm uden udtag (hvis garnet er meget elastisk og kurven runder meget efter
ca. 2-3 omgange Kan man vende indersiden ud og fortsætte med at hækle. Det
giver bunden en anden
Spænstighed og gør at den ikke falder sammen)
16. *6 lm, spring over 4 fm, 11 fm * gentag *-*
17. 1 fm i alle masker, samt km omkring hank (6 på hver) omgangen rundt
Afslut og hæft ende – evt. ved at trække garnet igennem maskerne på indersiden af kurven.
Vi har valgt at hækle den på en nål 10, fordi vi gerne ville have at den skulle have en vis fasthed og kunne bære sig selv. Jo mindre nål – des fastere bliver kurven. Der er stor forskel på garnets elasticitet og tykkelse. Derfor kan man bruge de små fif med f.eks. at vende indersiden udad (som beskrevet i opskriften ovenfor).
Garnet kan købes mange steder, vi har købt en del hos Fox og Jane, men også Yarnfreak,Panduro og sågar Fakta har haft det for ganske nyligt. Vær blot opmærksom på, at der er næsten dobbelt så meget på en rulle af det som man køber i garn butikkerne, i forhold til Panduro og supermarkederne.